Vejle har fået en verdensmester i tankesport

Bridgespilleren H.C. Nielsen løb med guldet, da han sammen de øvrige danske spillere vandt VM i Kina.

Selvom det ikke lige lå i kortene, lykkedes det her i weekenden at få endnu en dansk verdensmester. 

Denne gang i seniorbridge.

Mesterskaberne foregik i Wuhan i Kina, og efter en spændende finale mod England kunne 68-årige H.C. Nielsen og de fem øvrige spillere på holdet stille sig allerøverst på podiet.

- Det er rigtigt stort i vores verden, og det er første gang siden 2008, at Danmark får en verdensmester i bridge, fortæller en begejstret Erik Wied fra Dansk Bridgeforbund til TV SYD.

Seniorbridge er for spillere over 62 år, og i finalen var danskerne bedst til at holde koncentration over de 96 spil fordelt over to dage.

- Indsatsen har ganske enkelt været forrygende, og stemningen har været helt i top, lyder det fra Dansk Bridgeforbund.

Afsted igen

H.C. Nielsen vendte sent søndag aften tilbage til Vejle, hvor han blev hyldet af den lokale bridgeklub.

Allerede mandag gik det afsted igen på en bridgetur til Malta.

Tankesport dækker blandt andet over skak, backgammon, Go og bridge.