Vejle har stadig Danmarks bedste mellemstore hospital

Vejle Sygehus er for 10. gang kåret til Danmarks bedste mellemstore hospital af Dagens Medicin.

Danmarks bedste hospitaler er nu kåret for 11. gang, og i kategorien "Danmarks bedste mellemstore sygehus" løber Vejle Sygehus i år med titlen for tiende gang, skriver Dagens Medicin torsdag.

Medarbejderne i Vejle er dog ikke uvant med flotte titler i denne tid. Tidligere på måneden løb Vejle Sygehus også med titlen som landets bedste kræfthospital.

quote

Selv om vi er blevet kåret flere gange før, er vi stadig lige stolte, når vi bliver det igen.

Dorthe Crüger, direktør på Sygehus Lillebælt

- Selv om vi er blevet kåret flere gange før, er vi stadig lige stolte, når vi bliver det igen. For det vidner om, at medarbejderne hele tiden arbejder for at sætte patienterne først og give dem den bedste behandling. Der er ikke nogen her, der hviler på laurbærrene, vi er nødt til konstant at arbejde på at udvikle og forbedre os, og vi bliver ved med at sætte os nye mål i forhold til at kunne levere excellent behandling. Det er vores medarbejdere rigtigt dygtige til, siger administrerende direktør på Sygehus Lillebælt, Dorthe Crüger, i en pressemeddelelse.

Vejle Sygehus klarer sig bedst på landsplan indenfor behandlingsområderne voksendiabetes, KAG-behandling (røntgenundersøgelse af hjertets kranspulsårer), brystkræft, lungekræft, rekonstruktion af korsbånd, screening for livmoderhalskræft (patologi) og testikelkræft (patologi). 

Aarhus Universitetshospital løb med titlen som Danmarks bedste, store hospital, mens Regionshospitalet Silkeborg kåres som bedste mindre hospital.

Kåringen fejres sammen med medarbejderne og patienter og pårørende fredag middag i sygehusets forhal.

Derfor vinder Vejle Sygehus

  • Behandlingskvalitet (tæller 90 pct)
Landets bedste kliniske indsats inden for behandling af voksendiabetes, KAG, brystkræftkirurgi, lungekræft (onkologi), rekonstruktion af korsbånd, screening for livmoderhalskræft samt testikelkræft
Scorer på behandlingskvaliteten 94,1 indekspoint ud af 100 mulige og slår dermed lige netop Regionshospitalet Randers, der ligger nummer to med 93,9 point.
  • Patienttilfredshed (tæller 10 pct.)
Delt førsteplads i vurderingen af patienttilfredshed