Vejle Kommune forudser oversvømmelser i midtbyen

Vejle Kommunes klimatilpasningsplan forudsiger mere regnvand, fjordvand og grundvand til Vejle. Det skriver Lokalavisen Budstikken Vejle.

Vejle går en våd fremtid i møde. I hvert fald hvis forudsigelserne i kommunens klimatilpasningsplan holder stik.

Store dele af Vejle midtby vil med ujævne mellemrum blive oversvømmet på grund af voldsom regn eller stormflod og høj vandstand i fjorden. Og grundvandsspejlet vil hæve sig betydeligt. Nogle steder i kommunen løfter grundvandet sig mere end ti meter inden år 2050. Især i den nordvestlige del af midtbyen, viser prognoserne.

- Så Vejle angribes af vand, både fra baglandet, fra fjorden og nedefra, siger den kommende næstformand i Natur- og Miljøudvalget, Lars Schmidt (V) til Lokalavisen Budstikken Vejle.

Alle kommuner skal lave en klimahandlingsplan. Men kommunerne bestemmer selv, hvad der skal stå i planen - og i hvilken grad planen skal forpligte kommunerne til at gøre noget for at bekæmpe klimaændringerne og deres følgevirkninger.