Vejle må vente med nye Messier

Vejle Boldklub forhandler med tre mulige investorer, der skal sikre penge i den slunkne klubkasse.

Der var kalkuleret med oprykning til Superligaen. Men sådan gik det ikke. Vejle Boldklub kom derfor ud af 2015 med et underskud på 11,3 millioner kroner.

Klubben forhandler i øjeblikket med tre mulige investorer.

- Vi arbejder lige nu på at skaffe nye sponsorer, og vi har tre mulige investorer, siger Vejle Boldklubs formand, Mogens Svendsen, til TV SYD.

Der er ikke tale om ny hovedsponsor, men tre investorer som kan indgå i den eksisterende portefølje af sponsorer.

- Vi arbejder på at finde den mest optimale løsning, og forventer at have en afklaring i løbet af 14 dage.

Første division begynder igen 24. juli, så der skal findes en løsning inden.

- VB består. Men hvis det ikke lykkes med de nye investorer, så er vi nødt til at gå over til plan B. Med et budget bliver der ikke råd til så mange nye Messier, uddyber Mogens Svendsen.