Vejle mobiliserer mod flere indkøbscentre

Kampen for bevarelse af den gamle godsbanebygning i Vejle er blevet et varmt emne i den kommunale valgkamp.

Fredag aften går borgergruppen Bevar Godsbanen i fakkeltog for at markere modstanden mod byrådets planer om at rive bygningen ned for at give plads til endnu et indkøbscenter.

Borgergruppen med Ole Aakjær som initiativtager mener, at den gamle bygning skal integreres i et samlet projekt med kulturelle aktiviteter.

Byrådet er på vej med en lokalplan med 100.000 kvadratmeter bebyggelse med blandt andet tre højhus på op til 75 meter i området med godsbanegården. Byggeriet skal blandt andet rumme et stormagasin. Vejle Amts Folkeblad har flere gange gættet på, at Magasin du Nord i København vil lave en afdeling i Vejle.

Andre byer kan

Borgergruppen peger på, at andre kommuner har været i stand til at udnytte kvaliteterne i gamle DSB-bygninger.

For eksempel har Esbjerg Kommune fået støtte fra Realdania og Tryg Fonden til at forvandle en gamle DSB remise til et asfalteret gaderum under tag, der skal være centrum for alle former for gadeidræt.

Godsbanebygningen i Vejle er opført i 1914. De blev tegnet af arkitekt Heinrich Wenck, som også lagde hånd til Hovedbanen i København.

Borgergruppen mener, at arkitekturen gør godsbanen bevaringsværdig, selv om bygningen har fået lov til at forfalde.

- Det er let at forestille sig bygningen som et centrum for et kulturelt liv. Det kedelige alternativ er et fem etagers indkøbscenter med tårne helt op i 10 etager. Et statussymbol for byens politikere, advarer borgergruppen.

Vejle har i forvejen to indkøbscentre, der ikke er blevet den forventede kommercielle succes.

- Borgergruppens Facebookside