Vejle Boldklub og FC Fredericia indleder sæsonen søndag

Selvom ingen kender Vejle Boldklubs styrke efter masseudskiftning i spillerstaben er der store forventninger til klubben. FC Fredericia med sammentømret trup lurer på topplacering.

Søndag indleder Vejle Boldklub og FC Fredericia sæsonen i fodboldens 1. division.

Mens Vejle har ikke færre end 10 spillere i truppen til hjemmekampen mod Fremad Amager med mulighed for debut i den røde trøje, så har FC Fredericia det meste af sin trup intakt. Dog har klubben mistet topscorer Brent McGrath til Esbjerg fB.

FC Fredericia skal en tur til Skive. Begge kampe spilles kl. 13,45.

I Vejle har den nye svenske cheftræner Andreas Alm  valgt midtbanespilleren Steffen Kielstrup som anfører efter Niels Bisp Rasmussen, der forlod VB tidligere på sommeren. Kielstrup har tidligere i to perioder båret anførerbindet i klubben, hvor han er noteret for 287 førsteholdskampe.

Efter den store udskiftning af spillere og træner i Vejle, aner ingen reelt, hvor stærkt et hold, som sendes på banen - men som sædvanlig er både fans og eksperter fuld af store forventninger til traditionsklubben i Nørreskoven, mens FC Fredericia mere upåagtet kan lure i kulissen på en topplacering med en spillertrup, som cheftræner Jesper Sørensen nu har arbejdet med i et halvt år.

Efter omlægning af turneringsstrukturen rykker kun et hold direkte op i superligaen, mens nr. to og tre skal vinde kvalifikationskampe mod de dårligst placerede i superligaen for at rykke op.