Vejle renser spildevand for mikroplast før det når ud i fjorden

Vejle Spildevand har succes med forsøg på at nedbringe mikroplast-udledning, hvad miljøminister Esben Lunde Larsen (V) mandag så ved selvsyn.

Udledning af mikro-plast i naturen udgør et stort miljøproblem, men Vejle Spildevand har testet en metode, der stort set fjerner mængden af plast, som udledes via spildevandet.

Siden årsskiftet har man eksperimenteret med et nyudviklet filter, der kan rense omkring 90 procent af det miljøskadelige plast fra. Mandag eftermiddag besøgte Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen derfor anlægget i Vejle for at høre mere om projektet.

Mikroskopiske plastikrester, der stammer fra slid fra bildæk, skosåler, partikler fra maling og husholdningsprodukter som kosmetik, tandpasta og tekstiler, udledes i naturen via overfladevand fra veje og stier, men også via vores husholdningsspildevand og renseanlæggene.

quote

Vi står over for et stort miljøproblem, og derfor er vi stolte over at kunne bidrage til løsningen

Jens Ejner Christensen, bestyrelsesformand i Vejle Spildevand

I begyndelsen af året søsatte Vejle Spildevand sammen med KD Group, VIA University College og analysefirmaet Eurofins Miljø A/S et projekt, der skulle undersøge, hvor meget mikroplast der ryger ud i naturen med det rensede vand. Projektet har haft fokus på mikroplastfibre – og har testet et nyt filter, udviklet af KD Group, der skulle filtrere mikroplasten fra spildevandet.

Her et halvt år senere viser de opnåede erfaringer, at filtret kan rense omkring 90 procent af mikroplast-fibrene fra spildevandet.

- Allerede inden vi gik i gang, havde vi selvfølgelig en klar ide om, at filtret ville virke – men at vi ville opnå så stor rensegrad, er meget positivt. Vi står over for et stort miljøproblem, og derfor er vi stolte over at kunne bidrage til løsningen, siger Jens Ejner Christensen, der er bestyrelsesformand i Vejle Spildevand i en pressemeddelelse om miljøministerens besøg.