Vejle skal forsvare førerpladsen mod presset bundhold

De tre lokale hold i fodboldens 1. division skal søndag eftermiddag alle ud i interessante opgør. FC Fredericia og Esbjerg spiller begge hjemme, mens Vejle skal en tur til Skive.

Vejles kamp i Skive er et opgør mellem top og bund. For mens Vejle har lagt stærkt ud med maksimumpoint, så mangler Skive fortsat at komme på tavlen.

Vejlenserne byggede videre på en fornem sæsonstart i sidste weekend, da vejlenserne vandt 2-1 i topkampen mod Esbjerg fB på Blue Water Arena. Cheftræner Adolfo Sormani må i Skive se bort fra Kim Elgaard og Rasmus Lauritsen til kampen. Kim Elgaard plages stadig af den ledbåndsskade han pådrog sig i sidste uge, og han er ukampdygtig i et par uger endnu. Rasmus Lauritsen afsoner én spilledags karantæne efter udvisningen mod Esbjerg

Esbjerg fB skal forsøge at komme tilbage på sejrssporet, når rækkens tredje tophold Thisted FC kommer på besøg. 

-  Vi skal tilbage på sporet eller holde os til det spor, som vi kom ind på i anden halvleg mod Vejle, siger Esbjergs cheftræner John Lammers inden eftermiddagens kamp.

Statistikken taler for en Fredericia-sejr mod Roskilde, da cheftræner Jesper Sørensens tropper vandt den seneste hjemmekamp mod FC Roskilde. Derudover har FC Roskilde ikke formået at vinde på Monjasa Park siden marts 2015.

Kampen i Fredericia byder på et gensyn med Brent McGrath. Han er efter en enkelt sæson i Esbjerg fB tilbage hos FC Fredericia. Den 26-årige australier skiftede fredag tilbage til Fredericia på en lejeaftale, der gælder for resten af den igangværende sæson og håber med returen at få gang i målscoringen igen.

Der er normalt også garanti for mål, når FC Fredericia og Roskilde mødes. De to hold har ikke spillet en eneste kamp, som er endt i en nulløsning. 

Esbjergs kamp mod Thisted FC kan følges TV3 Sport 1, hvor der også løbende vises mål fra rundens øvrige fem kampe - og altså også fra Skive-Vejle og Fredericia-Roskilde. Alle kampe spilles klokken 14,30.