Vejle Sygehus får internationalt stempel for kræftbehandling

Vejle Sygehus får som det første danske sygehus en international kræft-akkreditering. Et mærkat til kræftsygehuse med et højt kvalitets- og forskningsniveau.

Den europæiske organisation OECI – Organisation of European Cancer Institutes er imponerede over Vejle Sygehus. Derfor får sygehuset som det første i Danmark en akkreditering som et såkaldt ”Clinical Cancer Centra”.

Vejle Sygehus kan dermed bryste sig af en blåstempling som et kræftsygehus med et højt kvalitets- og forskningsniveau. Vejle Sygehus kommer dermed i selskab med behandlingssteder som Cambridge Cancer Centre og Netherlands Cancer Institute.

Tirsdag den 24. maj fejrer Vejle Sygehus den internationale anerkendelse.

- Vi er rigtig stolte og glade for den her akkreditering. Det er noget, vi har arbejdet for i flere år, siger Dorthe Crüger, der er adm. sygehusdirektør.

Anerkendelsen bygger på en undersøgelse af kræftbehandlingen og kræftforskningen på Vejle Sygehus. I januar var fire observatører fra OECI udsendt til sygehuset, hvor de interviewede medarbejdere og patienter.

OECI har især lagt vægt på, at sygehuset har et velfungerende arbejde mellem forskellige afdelinger og fagfolk samt en stærk kvalitetskultur. Desuden er der blevet lagt vægt på, at sygehuset har et tydeligt fokus på patientens behov, og prioriterer det at danne partnerskab med patienterne højt. OECI fremhæver også, at der gennem et tæt samarbejde med Syddansk Universitet er skabt et innovativt forskningsmiljø med høj ekspertise inden for kræftområdet.

I juni i Bruxelles overrækkes beviset for, at Vejle Sygehus er med i den internationale kreds af kræftsygehuse.