Vejle vil være handicapidrættens hovedstad

Vejle Kommune vil være den kommune i landet, der har de bedste rammer for handicapidrætten. Kommunen vil være handicapidrættens hovedstad.

Vejle Kommune vil være størst, når det handler om handicapidræt. Derfor har kommunen lavet en vision, som skal forbedre vilkårene for de handicappede og skabe bedre sammenhæng mellem den almindelige idræt og handicapidrætten.

Kommunens kultur og Idrætsudvalgsformand understreger, at det ikke kun handler om at lave store arrangementer:

- Det handler mest af alt om, at vi gerne vil have handicappede til at dyrke idræt. Derfor gør vi det ikke kun for at lave events i byen, siger Dan Arnløv til TV SYD. 

- Det er en utrolig vigtig opgave vi har igangsat, og jeg er sikker på at vi sammen kan udvikle og skabe handicapidrættens hovedstad her i Vejle, siger han videre.

I følge udvalgsformanden blev der senest i budgetforliget afsat 400.000 kroner til et Handicapidrætsråd. Pengene er afsat i både 2016 og 2017.

Onsdag klokken 12:30 inviterer Vejle Kommune til inspirationsmøde om handicapidrættens udvikling. Efter inspirationsmødet afholdes VIP event i Spektrum Vejle i anledning af finalerne i singleturneringen ved EM i parabordtennis.