Problemer hele eftermiddagen i trafikken omkring Vejle

Den 58-årige mand, som blev fløjet til Odense i kritisk tilstand efter en lastbilanhænger væltede på Vejlefjordbroen, er er nu uden for livsfare. Alle spor er nu åbne på broen, men trafikken i Vejle-området vil være påvirket hele eftermiddagen.

Opdatering: Klokken 13.30 meddeler Vejdirektoratet, at alle spor på Vejlefjordbroen igen er farbare, men der fortsat er forlænget rejsetid på op mod 25 minutter i Vejle-området.

Opdatering: Den 58-årige mand, der blev fløjet til OUH hårdt kvæstet efter ulykken på Vejlefjordbroen, meldes nu uden for livsfare, oplyser Ritzau.

Opdatering: Kort før klokken 13 meddeler Vejdirektoratet, at et spor i nordgående retning igen er åbnet for trafik. Området omkring Vejle vil dog fortsat meget præget af tæt trafik det meste af eftermiddagen.

Vejlefjordbroen har det meste af fredag formiddag været helt spærret i nordgående retning på grund af en ulykke. Vejdirektoratet oplyser, at broen i det nordgående spor vil være spærret til klokken 13.

Det sydgående spor var i første omgang farbart, men blev lukket klokken 8.30, så Vejlefjordbroen var i godt en time helt spærret for kørsel i begge retninger. Det sydgående spor blev genåbnet for trafik klokken 9.45. 

Lukning af broen har skabt massive kødannelser i og omkring Vejle, og trafikanter opfordres fortsat til at finde alternative veje. Trafikken vil ifølge Vejdirektoratet først være normal igen i løbet af eftermiddagen.

Ved ulykken blev en 58-årig mand alvorligt kvæstet og er fløjet til Odense Universitetshospital, oplyser vagtchef Jørn Lindhardt ved Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Ulykken skete ifølge vagtchefen, da en lastbilchauffør fik et blackout eller et ildebefindende, og lastbilen med sættevogn væltede og ramte den personbil, hvor den 58-årige sad sammen med en kvinde. Kvinden er overført til Kolding Sygehus. 

Foruden redningsfolk og politi er en miljøvagt også rykket ud til stedet. Årsagen er, at den involverede lastbil kørte med sojaprodukter, og noget af lasten er endt i fjorden, og det kan være skadeligt for både vand og dyr.

Vejlefjordbroen er en travl trafikåre og en af de mest trafikerede motorvejsbroer i Danmark.