Vejlegården: Blokadevagter på grunden

Dagen efter at Arbejdsretten behandlede af konflikten om Vejlegården, stillede blokadevagter fra 3F op på restaurantens grund. 3F afviser beskyldningen.

Restauratør Amin Skov, Vejlegården, fortæller, at en ansat optog billeder af optrinnet med en mobil-telefon.

-Vi samler beviser, og hvis det gentager sig, vil vi indbringe det for Arbejdsretten, siger han til TV SYD. Jeg forstår ikke, at de kan finde på at gå ind på vores matrikel, når Arbejdsretten har sagt, at det må de ikke.

3F afviser

3F i Vejle afviser Vejlegårdens beskyldninger.

- Arbejdsretten har ikke sagt noget som helst, siger gruppeformand Henning Troelsen, 3F Vejle. Der har været forberedende møder, og her har vi fra 3F sagt, at vi ikke står inde på restaurantens grund. Det gør vi heller ikke.

Kikker på vandet

Henning Troelsen afviser, at nogen har kunne føle sig generet på den tomme parkeringplads.

- Onsdag var der ca. 150 blokadevagter. Så en del står også på broen ved åen ved siden af restauranten. Da de slutter sig til resten, går de ned over restaurantens grund -a og en går hen og kikker ned i vandet, forklarer gruppeformanden. Så der er ingen, der bliver generet.

Lang tid at vente

Arbejdsretten kommer med sin kendelse den 29. november. Sagen er blevet behandlet med et såkaldt udvidet formandskab - med tre højesteretsdommere i stedet for en enkelt.

- Det er meget lang tid at vente, siger Amin Skou.

I Arbejdsretten kom det tirsdag frem, at han mener, at konflikten har kostet ham 400.000 kr. Selv om restauranten har fået megen omtale og ofte har haft udsolgt til sin hof-ret: Stegt flæsk med persillesovs.

Må selv vælge

I den nye netavis dagens.dk omtales i dag et brev fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Heri skriver hun, at arbejdsgiverne frit må indgå overenskomst med den fagforening, som de ønsker.

- Det er et brev, som jeg har fået af en af mine kunder. Mette Frederiksen skriver: "I Danmark har vi foreningsfrihed. Arbejdsgivere må melde sig ind i præcis de foreninger de vil. På samme måde står det enhver arbejdsgiver frit at indgå overenskomst med den fagforening, som de ønsker".

- Derfor forstår jeg ikke, at jeg er end i den her konflikt.

Må blokere

I brevet understreger Mette Frederiksen også, at "den danske model" giver LO-fagforeningen ret til at blokere virksomheder, som ikke vil indgå overenskomst.

Og det er netop det spørgsmål, Arbejdsretten med sit udvidede formandskab skal tage stilling til.