Vejles hjorte må ikke længere fodres

Hvert år må hjorte skydes, fordi de er blevet håndfodret. Derfor indskærper Vejle Kommune nu, at det er forbudt at fodre hjortene i Dyrehaven i Nørreskoven. I flere tilfælde har de halvtamme hjorte stanget gæsterne.

Kommunen har i de seneste år forsøgvist tilladt fodring med æbler og gulerødder, der blev lagt på jorden. Men gæsterne har ikke forstået budskabet og har håndfodret dyrene med rugbrød, spaghetti og wienerbrød.

Må skyde hjorte

Det giver problemer med fejlernæring - og hvert år må dyr skydes, fordi de har fået maveproblemer - eller ikke trives.

Håndfodringen betyder, at hjortene vænner sig til nærkontakt med publikum. Det fører til en adfærd hos dyrene, som kan opleves nærgående, tiggende eller ligefrem truende.

- Det er beklageligvis blevet almindeligt, at folk må opgive at besøge Dyrehaven, fordi hjortene opleves anmassende og truende allerede henne ved indgangen, noterer forstkandidat Lars-Bo Lykke Christensen, Vejle Kommune.

Håndfodring forbudt

Andre større dyrehaver har forbud mod at fodre dyrene. Det indfører Vejle Kommune også nu. Og specielt håndfodring bliver strengt forbudt.

- Ingen skal være i tvivl om, at Dyrehavens personale tilser og fodrer hjortene hver dag, så fodringen foregår korrekt, og hjortene får den fødemængde og føde­sammen­sæt­ning, som de behøver. Det er vigtigt at huske og respektere, at hjortene ikke er tamme og ufarlige kæledyr, selv om det måske kan se sådan ud, skriver Lars-Bo Lykke Christensen.

Nu skal der arbejdes for, at der etableres en naturlig distance mellem mennesker og hjorte. I forbindelse med den igangværende udvidelse af Dyrehaven vil der bl.a. blive etableret en foderplads, hvor folk kan se hjortene spise på behørig afstand.

- Vejle Kommune håber på alles forståelse, og at såvel hjorte som mennesker hurtigt vænner sig til de nye betingelser, slutter forstkandidaten.