Vejles nye museum vises frem

Lørdag åbner VejleMuseerne dørene og viser Vejles nye kulturhistoriske museum i Spinderihallerne frem for offentligheden.

Moseliget Dronning Gunhild har ventet. Det interaktive dansegulv har ventet. Latrintønden med pruttelydene har ventet. Og det samme har de store spinderimaskiner, de kæmpe jernalder-skærme, krigerens fortællinger og skeletterne fra 1600-tallet.

Selv stand up-komiker Omar Marzouk har ventet. De har ventet på i dag, hvor VejleMuseerne åbner dørene og viser Vejles nye kulturhistoriske museum frem for offentligheden. Fredag eftermiddag fandt den officielle indvielse sted.

Der er gratis morgenbrød og kaffe. Man kan også glæde sig til, at Omar Marzouk optræder kl. 11 og nyde swingende jazz med musikalske indslag fra Røde Mølle, Vejles landskendte danseetablissement, som en af det nye museums udstillinger fokuserer på.

Klokken 14 kan gæsterne fornøje sig med kaffe og museumskager, og hele dagen står VejleMuseernes arkæologer og historikere klar til at vise udstillingerne frem og svare på spørgsmål.

Allerede den første dag tiltrak museet 1000 gæster.