Verdensarv i Christiansfeld: Velbevaret arkitektur og brødremenigheden

Christiansfeld blev i 2015 optaget på Unescos verdensarvsliste på grund af stedets traditioner og enestående arkitektur.

Mellem Kolding og Haderslev ligger en lille tidslomme fra slutningen af 1700-tallet. I Christiansfeld er den stringente arkitektur højt prioriteret.

Hvorfor er Christiansfeld på Unescos verdensarvsliste?

Christiansfeld er en af de bedst bevarede menighedsbyer i verden. Byen blev grundlagt i 1779, og mange af byens huse står næsten som dengang. Unescos begrundelse for at optage Christiansfeld på verdensarvslisten er, at byen er et "unikt vidnesbyrd for en kulturel tradition, som stadig eksisterer,” og ”et enestående eksempel på en arkitektur som illustrerer et bestemt trin i menneskets historie”.

Salshusets kirkebænke
I Salshuset står de hvide kirkebænke på den anden led.

For at blive optaget på Unescos verdensarvsliste skal man leve op til mindst ét af Unescos ti kriterier. Christiansfeld lever op til to.

- Det har betydet rigtigt meget for Christiansfeld. For de lokale har det skabt en glæde og stolthed, som nærmest er blevet en identitet for dem. Det sker tit, at de lokale står og snakker med turister, fortæller om stedet eller viser vej, fordi de er stolte af det. Vi har fem gange så mange turister som før, og butikkerne har fordoblet deres omsætning, mens der er åbnet nye butikker, siger Birgitte Lamp, leder af Christiansfeld Centret.

Hvad er brødremenigheden?

I 1773 blev Christiansfeld grundlagt som brødremenighed. En brødremenighed er ikke kun for mænd, som navnet ellers antyder det - navnet betyder blot, at det er fællesskabet, der er det vigtige. Christiansfelds Brødremenighed er evangelisk-luthersk og tror på det samme bekendelsesgrundlag som Den Danske Folkekirke, og de accepterer alle andre kristne kirkesamfund. På verdensplan er der cirka en million medlemmer af brødremenigheden.

Brødremenighedens adventsstjerne er i dag blevet meget populær omkring jul. Stjernen går under navnet Herrnhuter-adventsstjerne eller Christiansfeld-julestjerne og symboliserer Betlehemsstjernen og Jesus som morgenstjerne. Adventsstjernerne håndlaves i dag i Herrnhut i Tyskland.

Herrnhutter-stjernen
Herrnhutter-stjernen er stadig populær den dag i dag.

Christiansfelds arkitektur

Christiansfeld er bygget efter den klassiske byplan for brødremenigheden. Det betyder, at byen ligner andre menighedsbyer andre steder i verden, men Christiansfeld er en af de bedst bevarede. I midten af Christiansfeld ligger en kvadratisk plads, og rundt om den ligger byens vigtigste bygninger, blandt andet Brødremenighedens kirke.

I Salshuset har man stadig de oprindelige lysekroner fra 1700-tallet.
I Salshuset har man stadig de oprindelige lysekroner fra 1700-tallet.

På samme måde er byens kirke, der hedder Salshuset, også bygget efter brødremenighedens tanker. Salen er Danmarks største kirkesal uden bærende søjler, og der er plads til cirka 1000 mennesker. Kirken er indrettet meget sparsomt med hvide bænke og de oprindelige lysekroner. Modsat de fleste andre kirker står kirkebænkene på den tværs i kirken.

Husene i Christiansfeld er alle opført i samme stil og er tro mod den oprindelige arkitektur. Det betyder, at alle huse i den gamle bydel er med gule mursten og røde tage, og næsten alle husene er bygget i to etager.

Gule huse med røde mursten.
Røde tage og gule mursten.
I det første program om den syd- og sønderjyske verdensarv kommer vi med til bryllup i Brødremenigheden i Christiansfeld. I Jelling indvies i en attraktion, og ved Sneum Sluse er fugleentusiaster på udkig efter vadehavets juveler.

TV SYD har lavet fire programmer om blandt andet Christiansfeld. Se første program herover eller find alle fire afsnit her