Velbjergede demonstrerer

Et par hundrede forældre og børn demonstrerede tirsdag foran rådhuset i Fredericia mod en mulig lukning af Skærbæk Skole med 255 elever.

Politikerne har endnu ikke taget stilling til, om skolen skal lukkes, med da den er blandt de mindste skoler i kommunen, er den i farezonen.

Skærbæk Skole ligger ikke i en landsby, der er truet af affolkning. Tværtimod ligger den i en forstad til Fredericia, hvor der i de kommende år skal ske en kraftig byudvikling. 200 nye byggegrunde er allerede klar.

De omkring 800 indbyggere hører til de mest velbjergede i landsdelen. Den gennemsnitlige husstandsindkomst er på 675.000 kroner, og den gennemsnitlige ejendomsværdi er på knap to millioner kroner.

Region Syddanmark har udpeget Skærbæk som et vækstområde, der er et godt sted at bo.

Mindre attraktivt

- Men Skærbæk bliver et mindre attraktivt sted at bo, hvis skolen lukker. Den er samlingssted for beboerne, og tilflyttere vil ikke være særlig interesseret i, at deres børn skal transporteres 4,5 kilometer til den nærmeste skole, siger Morten Weeth, der er formand for skolebestyrelsen.

De ressourcestærke børnefamilier i Skærbæk er tidligt ude med deres protest.

Lokalpolitikerne kommer først med et oplæg til skolelukninger 1. december, hvorefter det skal i offentlig høring i otte uger.

Skolelukningerne i Fredericia skal give en årlig besparelse på otte millioner kroner, og samtidig skal fagligheden styrkes på de tilbageværende skoler.