Velduftende grænsevagter kæmper med insekter

Insekter elsker neongult - og det mærker det personale, der arbejder med kontrol ved den dansktyske grænse i Sønderjylland, når de står i deres gule veste. Nu har de taget velduftende våben i brug.

En masse små insekter elsker neongult - også grænsevagternes gule veste. Og i længden er det altså en belastning at være konstant omsværmet.

Derfor har Syd- og Sønderjyllands Politi fundet et effektivt våben ved hjælp af Goggle, der kunne fortælle, at insekterne hader den søde duft af lavendel. Så alle vagter ved grænsen er blevet smurt ind i lavendelolie. Og det virker, skriver politiet på Twitter.

At bruge søde dufte i kampen mod insekterne er også kendt andre steder, som eksempelvis ved fodbold-VM i Rusland. Her giver store sværme af insekter stor irritation i den russiske by Volgograd.

Det rammer både tilskuere og spillere - og var et problem ved kampen mellem England og Tunesien på Volgograd Stadion. I Rusland er våbnet mod insekterne vaniljeduft, som sprayes eller smøres på.