Velkommen til Danmark - her er en fodbold

Torsdag morgen gives fodbolden op for beboere på asylcenteret i Fredericia. Foldboldtræning skal lære dem om dansk foreningskultur.

Mens asylsøgerne på asylcenteret i Fredericia venter på at få deres sager afgjort, kan de kaste sig ud på fodboldbanen.

I løbet af de næste to måneder skal en gruppe beboere fra asylcenteret træne til en fodboldkamp mod Fredericias U19-hold d. 1. maj.

- Vi er rigtig glade og positive over det. Det er godt, at der sker aktiviteter udenfor centret, så beboerne får et mere spændende indhold i deres hverdag, siger aktivitetskoordinator på asylcenteret Tarek Abdol-Hamid i en pressemeddelelse til TV SYD.

Foldboldturneringen er et samarbejde mellem virksomheden ADP, der blandt andet driver Fredericia Trafikhavn, og fodboldklubben FC Fredericia.

Den første træning går i gang torsdag morgen, og 30 beboere på asylcenteret stiller op. De deles op i to hold, der spiller mod hinanden og d. 12. april udvælger FC-Fredericia træner Jesper Sørensen de 15 bedste, som så træner videre frem mod U19 kampen d. 1. maj.