Venstre-kandidat: Modarbejder ikke Kenny

Fredericias borgmester Kenny Bruun Olsen var i dag tilbage på borgmesterkontoret efter sin korte sygemelding. Han siger i dag til TV SYD, at han modarbejdes internt blandt Venstres opstillede byrådskandidater. Navngivet Venstre-medlem afviser.

Det var hans egen partifælle Pernelle Jensen, der i sidste uge beskyldte Kenny Bruun Olsen for at kaste personfnidder ind i valgkampen, da han rettede et indlæg mod Socialdemokraternes borgmesterkandidat Jacob Bjerregaard. Kenny Bruun Olsen siger i dag, at der internt i Venstre er to hold. Sådan ser Pernelle Jensen imidlertid ikke på det.

- Jeg arbejder bestemt ikke imod borgmesteren. Jeg mener vi har et fint professionelt samarbejde, så det må stå for hans egen regning. Jeg ved ikke, hvorfor han siger, som han gør, fortæller Pernelle Jensen til TV SYD.

Hun fortæller at hun også kører sin egen individuelle valgkampagne, men at der ikke er noget, der strider imod det valgprogram, Venstres kandidater i Fredericia har udarbejdet sammen. Samtidig siger hun, at hun støtter 100 % op om Kenny Bruun Olsen som borgmester.

Skrev ikke under på kandidaterklæring

Kenny Bruun Olsen har tidligere nævnt, at flere af Venstres byrådskandidater ikke ville skrive under på en kandidaterklæring. En af dem er Pernelle Jensen.

- Det har jeg ikke skrevet under på. Jeg synes ikke, det er særlig liberalt at skrive under på en sådan erklæring. Vi har jo alle været med til, at udarbejde det valgprogram vi arbejder ud fra, fortæller hun.

Pernelle Jensen blev nummer to i afstemningen om borgmesterposten, da der tidligere på året skulle stemmes om, hvem der skulle afløse Thomas Banke, da han måtte gå af. Hun afviser ikke at tage en tørn på borgmesterkontoret.

- Det er jo op til en konstituerende forhandling, og da det er Kenny (Bruun Olsen red.), der er valgt som borgmesterkandidat, er det ham, der skal forhandle, siger Pernelle Jensen.