Venstre: Udkantsministerium en faldefærdig rønne

Carsten Hansens ministerium er ligeså tomt som de faldefærdige huse, der står til nedrivning, mener Venstre.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) måtte på et timelangt samråd torsdag forsvare sin landdistriktsminister, Carsten Hansen (S), og regeringens strategi for udviklingen af yderområderne i Danmark.

Som minister på området har Carsten Hansen (S) ansvaret for at skabe nye arbejdspladser og udvikling, der kan få folk til at flytte til yderområderne.

Men det sker ikke, mener Venstres landdistriktsordfører, Thomas Danielsen:

- Jeg blev glad, da regeringen valgte at oprette et landdistriktsministerium, og jeg forventede, at regeringen havde nogle klare visioner for landdistrikterne.

- Men desværre har ministeriet indtil videre vist sig at være lige så tomt for visioner som de huse, der står klar til nedrivning i landdistrikterne, siger Thomas Danielsen.

Udvalget for Landdistrikter og Øer havde indkaldt til samrådet for at få svar på, hvor regeringens samlede strategi for landdistrikterne bliver af. Men det svar udeblev, mener ordføreren.

Fokus på området

- Der står i regeringsgrundlaget, at regeringen vil sikre en positiv udvikling af landdistrikterne. Indtil videre har den intet gjort, der skaber den udvikling, landdistrikterne har brug for, mener Danielsen.

Han henviser blandt andet til, at Venstre i februar foreslog, at nye statslige institutioner skal placeres uden for hovedstadsområdet for at sikre udvikling af landdistrikterne. Det stemte regeringen imod.

- Så jeg synes, der er grund til at være bekymret på landdistrikternes vegne, tilføjer han.

Thorning erkender, at dele af de yderste egne af Danmark igennem flere år har været præget af stilstand i stedet for vækst, men tilføjer, at der er sket fremskridt:

- Det skal ikke fortsætte. Det er ikke rimeligt for dem, der bor der. Vi ønsker et Danmark, der hænger sammen, derfor oprettede vi by-, bolig- og landdistriktsministeriet, da vi trådte til, og vi er kommet rigtig langt, siger Thorning.

Hun afviser kritikken af Carsten Hansen og hans ministerium:

- Jeg er meget tilfreds med den gode idé at udpege en minister på området. Det betyder, at der er et fokus på området, der ikke tidligere har været.

- Der er desværre ikke én knap, man kan trykke på, der giver vækst i yderområderne. Det er en stor og kompleks udfordring, og det kræver mange forskellige redskaber at løse den, understreger statsministeren.

Se også indslag i TV SYDs 19.30-udsendelse.