Venstre udlover dusør efter hærværk mod valgplakater

Hærværk mod valgplakater i Sønderborg får nu Venstre til at udlove en dusør.

Fire bannere og flere valgplakater er natten til søndag blevet udsat for hærværk i Sønderborg. Plakaterne er blevet revet ned, mens bannerne er blevet skåret i stykker. Det hele tilhører Venstre i Sønderborg, og de er godt trætte af hærværk mod deres plakater.

Hærværket er politianmeldt, og dusøren på 5.000 kroner vil blive udbetalt for oplysninger, der kan være med til at opklare sagen.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, det som er foregået. Derfor har vi også valgt at udlove en dusør på 5.000 kroner, svarende til de værdier, der er blevet ødelagt for. Beløbet udbetales, hvis der er nogen, som kan give politiet oplysninger, der kan føre til opklaring af det systematiske hærværk, skriver Peter Hansen i en pressemeddelelse.