Venstrepolitiker kritiserer sygehuse uden kristent kors

Regionsrådsmedlem Bo Libergren (V) kritiserer sygehuse for at lave religionsneutrale rum til bøn og afsked. Nok er der religionsfrihed, men Danmark er et kristent land, og derfor bør der være kristent kors, siger han.

I 2012 blev et nyt kapel ved Kolding Sygehus tømt for religiøse symboler og flere andre nye sygehuse har siden fuldt med. Således har Region Midtjylland også besluttet, at det nye sygehus i Gødstrup nær Herning, der ventes færdigt i 2020, skal have et religionsneutralt rum til refleksion, bøn og afsked.

Rummet må ikke indeholde religiøse symboler, medmindre disse enten er neutrale eller kan fjernes igen. Selv ikke korset, som repræsenterer de fleste danskeres tro, kan få lov at stå fast i rummene. Der skal nemlig være plads til alle patienters religiøse overbevisninger.

- Det kan ikke nytte, at vi skal afspejle en del af Danmark, når vi som hospital samtidig skal være inkluderende for alle, fortæller HR-chef for Hospitalsenheden Vest og formand for arbejdsgruppen bag rummene, Lasse Plougstrup til Kristeligt Dagblad.

Provst for sygehuspræsterne i Region Midtjylland, Dorte Sørensen, ser positivt på udviklingen.

- Der er kommet en større religiøs mangfoldighed og frimodighed i Danmark, og det må naturligvis afspejle sig i de nye hospitaler. Ligesom vi bliver opereret i de samme operationsstuer, kan vi også dele de samme rum til religiøst brug. Men undvære et sted på hospitalet, der kan støtte op omkring patienters og pårørendes religiøse og åndelige behov, kan vi ikke.

Der ligger dog et fundamentalt problem i de neutrale byggeprojekter, siger medlem af regionsrådet i Syddanmark Bo Libergren (V).

- Vi må tage udgangspunkt i, at Danmark er et kristent land, hvor der er religionsfrihed, men ikke religionslighed. Derfor ser jeg ikke noget problem i, at kristne symboler gøres fremherskende i hospitalernes religiøse rum. Jeg synes først og fremmest, hospitaler bør have en kirkesal, og hvis der så er plads til mere, har jeg ikke noget imod, at man laver multireligiøse rum også.

På sygehuset i Esbjerg har man i modsætning til Kolding kun religiøse rum med kristne symboler.

Læs Kristelig Dagblads artikel om sygehuse med religionsneutrale rum her