Ventetid på retssager

Retssager i Syd og Sønderjylland bliver aflyst, fordi der mangler folk  hos  anklagemyndigheden.

 JydskeVestkysten oplyser, at retten i Esbjerg fra januar til udgangen af oktober måtte aflyse og finde nye datoer til 291 retssager. Det svarer til knap én aflysning om dagen, og mangel på anklagere hos Syd- og Sønderjyllands Politi får skylden for det stigende omfang, skriver JydskeVestkysten tirsdag.

Dyr ventetid

Sager i stigende omfang bliver aflyst. Advokat i Esbjerg Lars Lindhard, der er medlem Advokatrådets strafferetsudvalg, siger aflysningen ofte sker med kort varsel, fordi anklagemyndigheden ikke kan skaffe folk. 

- Aflysningerne rammer blandt andet sager om vold, frakendelse af kørekort og tyverier, siger Lars Lindhard til JydskeVestkysten. Han peger på, at de tiltalte i mellemtiden må vente i uvished på, at deres skæbne bliver afgjort. Det kan koste jobbet, og i mellemtiden kan den tiltalte ikke søge eller skifte arbejde.

Også gal i Sønderborg

Problemet er i høj grad det samme i Retten i Sønderborg, bekræfter byretspræsident Karen Thegen.

- Vi har fået besked fra Syd- og Sønderjyllands Politi om at beramme til 14 retsdage per uge, og det er alt for få til at få gennemført de sager, politikredsen sender til os, siger hun til JydskeVestkysten. Hun oplyser, at retten ved udgangen af 3. kvartal havde en pukkel på 550 sager.