Verdensmål i Vester Vedsted

På Vadehavscentret har de verdens almene forbedring på programmet denne sommer.

På Vadehavscentret kan man her i sommerperioden blive klogere på FNs 17 klimamål. Det er 17 mål, der gælder alle jordens beboere, lige meget om de er sorte eller hvide, rige eller fattige, byboere eller bønder. Det er for fred og uddannelse og mod krig og fattigdom, der er den generelle retning.

- Gæsterne er enormt engagerede og ved allerede meget, når de kommer på besøg, fortæller Christine Røllike Ditlefsen, biolog og naturvejleder på Vadehavscentret.

Vadehavscentret har valgt nogle af verdensmålene ud, og selvfølgelig noget med hav, der ligger lige til højrebenet. En af de ansatte har brugt en halv time på at samle plastik fra stranden, og det fylder faktisk et pænt stueakvarium, der er udstillet på Vadehavscentret.

- Folk bliver chokerede, når de hører, hvor lang tid det tager at nedbryde plastik i naturen, fortæller Christine Røllike Ditlefsen.

- Så får vi en snak om, hvordan man kan bruge mindre plastik eller genbruge det. Vi har også et træ, hvor man kan hænge en seddel og fortælle, hvad man selv gør for verdensmålene, siger Christine Røllike Ditlefsen til TV SYD.

Udstillingen kan ses alle hverdage i sommerferien mellem klokken 10.30 til 15, og det ligger i Vester Vedsted ved Ribe.