Verdensmester hyldet i dag

Efter bare en enkelt sæson som professionel cykelrytter kan koldingenseren, Kasper Asgreen, kalde sig verdensmester og blev hyldet i dag på Kolding Rådhus.

For godt en uge siden kunne cykelrytter, Kasper Asgreen, smykke sig med titlen verdensmester i holdenkeltstart. I dag fik han så mere hæder i Kolding.

- Jeg havde aldrig drømt om, at jeg nogensinde skulle stå her og hædre dig som verdensmester, sagde borgmester Jørn Pedersen i sin tale til Kasper Asgreen.

Flot sæson

Kasper Asgreen har haft en flot første sæson som professionel hos Team Quick Step. Han blev udtaget til Vuelta Espana, og nu har han så været med til at køre et verdensmesterskab hjem til Team Quick Step.

quote

Han har gjort det godt og kæmpet for det

Michael Asgreen, Kaspers far

Ifølge Team Quick Steps hjemmeside kørte holdet i en rekordtid, og farten var flere gange over 100 kilometer i timen på landevejene omkring Innsbruck i Østrig.

Kolding Kommune vises frem

Sammen med Kolding Bicycleklub var der også flere medlemmer af byrådet til stede ved hyldesten i dag, og Kasper Asgreens far pointerede, at denne bedrift var med til at vise Kolding Kommune frem.

 - Han har gjort det godt og kæmpet for det, så jeg er utrolig stolt i dag, sagde Kaspers far, Michael Asgreen til TV SYD.