Vestjyder tabte – igen – til norske mestre

De danske mestre Team Esbjerg måtte se sig slået af Larvik i returkampen i Champions League.

Det blev en underholdende og meget jævnbyrdig affære, da Team Esbjerg lørdag aften tabte med 30-29 til Larvik i kvindernes Champions League.

Det stod lige ved pausen, men kvinderne fra Esbjerg kunne desværre ikke holde stand.

I anden halvleg trak Larvik nemlig fra flere gange – og Esbjerg var i undertal flere gange mod slutningen af kampen.

Men ved stillingen 29-29 - og et halvt minut igen - kunne Team Esbjerg selv afgøre det, men Laura van der Heijden lavede angrebsfejl.

Det gav Larvik tid og mulighed for at sikre sejren - og det skete desværre. Rutinerede Gro Hammerseng sendte bolden i nettet i næstsidste sekund til slutresultatet 30-29 til Larvik. 

Inden kampen førte Team Esbjerg i gruppe D med fire point, samme antal som Krim Mercator. Sävehof og Larvik havde begge har to point. Men efter dagens opgør står alle hold lige med fire point, og puljen er dermed helt åben.

De tre bedste hold går videre fra puljen.

Om en uge, lørdag den 12. november, spiller Team Esbjerg returkamp på udebane mod Krim Mercator. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.