Vestjyske kvinder hev sejren hjem mod kronjyderne

Team Esbjerg slog Randers HK med 30-27 efter en stærk anden halvleg.

Kun to dage efter det smertefulde Champions League nederlag i sidste minut til norske Larvik, lykkedes det tirsdag for Team Esbjerg at hive sejren i land mod Randers HK i kvindernes liga.

De regerende mestre lagde godt fra land, og satte sig på første halvdel af første halvleg. Blandt andet takket være en stærkt spillende Estavana Polman.

Men så byttede holdene roller, og Randers begyndte stille og roligt at komme tilbage fra Esbjergs føring på 10-4.

Faktisk lykkedes det så godt for randrusianerne, at holdene gik fuldstændig lige til pause ved stillingen 14-14.

quote

Vi havde lidt søsyge i kroppen, men startede kampen fint. Vi havde snakket om, at hvis det ikke ville lykkes i angrebet, ville vi gå over til at spille syv mod seks. 

Lars Frederiksen, cheftræner, Team Esbjerg

Også efter pausen fulgtes de to hold igen ad. Men så viste Estavana Polman igen sin styrke. Sammen med norske Ida Bjorndalen var hun skarp på afslutningerne, og Team Esbjerg trak fra.

Med sejren på 30-27 rykker Team Esbjerg op på ligaens tredjeplads, mens Randers ligger nummer syv.

- Vi havde lidt søsyge i kroppen, men startede kampen fint. Vi havde snakket om, at hvis det ikke ville lykkes i angrebet, ville vi gå over til at spille syv mod seks. Nu har vi tre kampe inden jul, og det er rigtig sjove kampe, sagde cheftræner Lars Frederiksen efter kampen til Team Esbjergs hjemmeside

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Lørdag spiller Team Esbjerg mod RK Krim Mercator i Ljubljana i Slovenien.

Randers HK - Team Esbjerg

  • Topscorer Randers: Mie Højlund 8
     
  • Målscorere Team Esbjerg: Ulrika Toft Hansen 8, Estavana Polman 7, Laura van der Heijden 5, Ida Bjørndalen 4, Vilde Ingstad 2, Maibritt Kviesgaard 2, Lara González 1 og Jenny Alm 1.
     
  • Udvisninger:
    Randers: 1
    Team Esbjerg: 4