Vestkyst-hoteller må afvise gæster

Hoteller i Varde Kommune har haft en fremgang i overnatninger på hele 40 procent.

Den store fremgang betyder, at hoteller i Varde Kommune har afvist gæster, fordi de ikke har plads nok. Hele 17.283 flere overnatninger har der været fra juni og 12 måneder tilbage - sammenlignet med de foregående 12 måneder.

Henne Mølle Å Badehotel har afvist 800 gæster i løbet af juli, fordi de ikke har senge nok. Det er især svenskere og nordmænd, der er strømmet til Badehotellet.

- Det er en højst usædvanlig situation, siger hotellets forpagter, Casper Rosendahl.

Den gode udvikling skyldes en målrettet PR-kampagne, der har fanget de udenlandske turisters opmærksomhed. Det mener Colin Seymour, der er turistchef i Vardes Erhvervs- og Turistråd.

- Vi går efter nye forbrugere, der ikke gider vaske tøj, gøre rent eller rede sengen. De vil se lidt af det hele og har ikke lyst til at sidde i den samme hytte hele ugen, siger Colin Seymour.

Annoncer på italiensk

Turistrådet har blandt andet fået 11 siders redaktionel omtale om Varde i et italiensk turistmagasin. Derudover har de forsøgt at skabe mere fokus på de kulinariske oplevelser, ved at lave en kogebog, der tager udgangspunkt i de lokale fødevarer.

Til sammenligning har fremgangen i hele Region Syddanmark været på beskedne 3,4 procent.

Samtidig med at antallet af overnattende hotelgæster er steget, er antallet af campister og gæster i feriecentrene faldet. Det er der en meget logisk forklaring på, men Colin Seymour.

- Påsken var så kold, at campisterne måtte bruge boremaskiner for at få teltpløkker i. Det er alene vejrets skyld, at campingtallene er gået tilbage, siger Colin Seymour.