Vestkyst-kommuner kræver stop for paraffin-forurening

Fanø, Esbjerg, Varde og Ringkøbing-Skjern Kommuner har i år brugt fire millioner kroner på at fjerne paraffin på strandene. Borgmestrene fra de fire kommuner frygter, at problemet vil tage til, hvis ikke der kommer forbud mod, at skibe tømmer paraffin ud i havet.

Der er drevet store mængder paraffin ind på vestkysten fire gange i år. Varde, Fanø, Esbjerg og Ringkøbing-Skjern har brugt til sammen fire mio. kr. på at rydde op efter forureningen og hilser med tilfredshed, at miljøminister Ida Auken vil tage sagen op i international sammenhæng.

De foreslår i en fælles henvendelse til ministeren at supplere initiativerne med en EU-høring. For forureningen har en pris, selv om kommunerne kan sende regningen videre til staten:

- I løbet af sommeren er kommunerne blevet mødt af en uforstående lokalbefolkning og et meget stort antal turister, som ikke vil acceptere, at de skal vade rundt i klæbrige paraffinklumper, når de holder ferie på en dansk kyst, der sælger sig på rent hav og rene badestrande. Det er derfor vigtigt, at vi forener kræfterne om at skabe international forståelse for at stoppe udledningerne, skriver de i et brev til miljøministeren.

Lovligt 12 sømil fra kysten

Myndighederne har opgivet af spore de skibe og rederier, der er skyldige i forureningen. Det er nemlig ikke ulovligt at smide paraffin i havet, hvis skibene er mere end 12 sømil fra kysten.

Kommunernes internationale miljøorganisation, KIMO, har rejst sagen overfor miljøminister Ida Auken. Hun har svaret, at ministeriet arbejder på at få sagen taget op i FN?s internationale søfartsorganisation, og at Naturstyrelsen er i dialog med Nederlandene og Tyskland og også vil involvere de øvrige Nordsølande og landene omkring Østersøen.