Veteranbørn får medaljer sat på brystet

41 krigsveteraner og deres børn deltager i sommerlejr ved Vejers Strand. 

Det er ikke kun soldaten, der nogle gange betaler en høj pris ved at være udstationeret i nogle af verdens krigszoner. Også deres familier er ramt af situationen. 

I denne uge er 41 krigsveteraner og deres familier på sommerlejr ved Vejers Strand, hvor børnene fredag modtog en medalje - familienetværkets børnemedalje.

- Børnene opdager, at det er ikke deres veteran-far eller mor, der ikke kan lide dem, fordi de ikke har tid til at være sammen med dem og skal sove eller hvile sig. De andre børn oplever det samme, fortæller Carl Bratved, formand for veterancafe Esbjerg.

41 krigsveteraner og deres børn deltager i sommerlejr, hvor de får medaljer.
41 krigsveteraner og deres børn deltager i sommerlejr, hvor de får medaljer.
Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Ofte har veteraner svært ved at knytte kontakter til andre mennesker. Derfor er sommerlejren en mulighed for at relatere til andre veteraner og deres familier. Her kender alle deres situation og har formodentligt ligesom dem selv PTSD.

- Det er årets højdepunkt for både veteraner og deres børn at komme på sommerlejr, fortæller Carl Bratved.

Specielt børn af veteranerene har på sommerlejren mulighed for at knytte venskaber med andre soldaterbørn med samme udfordringer som dem selv.

Gennem en feriepulje på fem millioner kroner årligt støtter Forsvarsministeriet ferielejre for veteraner og deres børn.