Vi bruger færre penge på øl og slik i grænsebutikkerne

Ifølge Skatteministeriet bruger danskerne kun halvt så meget af deres privatforbrug på grænsehandel.

Danskernes privatforbrug består i mindre grad end tidligere af varer, som er købt over grænsen. Siden starten af 00’erne er der sket omtrent en halvering af danskernes traditionelle grænsehandel med nydelsesmidler i form af eksempelvis øl, slik og sodavand.

Det fremgår af Skatteministeriets årlige publikation, Skatteøkonomisk Redegørelse 2018.

I 2017 udgjorde grænsehandlen med såkaldte nydelsesmidler, som blandt andet omfatter øl, slik og sodavand, ca. 0,3 procent af det samlede privatforbrug. Det er omtrent en halvering i forhold til niveauet i starten af 00’erne, hvor grænsehandlen udgjorde ca. 0,6 procent af privatforbruget.

I kroner og øre grænsehandlede danskerne nydelsesmidler for ca. 3,5 milliarder kroner i 2017. Det er 500 millioner kroner mindre end i 2016.