- Vi er 100 procent værd

Landsmøde hos det danske mindretal syd for grænsen i dag. Forskellen i tilskuddet til danske skoler kan stadig bringe sindene i kog.

På landsmøde hos Sydslesvigsk Vælgerforening i Husum lørdag var der adskillige emner på programmet.

Næste år skal der nemlig være landdagsvalg, og udsigten til valgkampen spillede en stor rolle på mødet sammen med debatten om partiets
energipolitik.

Ét af de helt store samtaleemner var dog et emne, der ligger partiet meget nært, og som stadig kan få sindene i kog hos medlemmerne. Nemlig den tyske nedskæring af tilskuddet til de danske skoler i Slesvig-Holsten:

- Det er stadig sådan, at vi kun får 85 procent. Men vi vil have ligestilling. Vi er 100 procent værd, og det vil vi også markere i dag meget tydeligt, sagde den genvalgte formand Flemming Meyer til TV SYD.