Politikontrol mandag Vi er for uopmærksomme

Mandag sætter politiet sætter ind overfor uopmærksomhed ude på vejene.

På fire år har 55 personer mistet livet i trafikken på grund af uopmærksomhed på vejene i Sydøstjylland og Syd- og Sønderjylland.

Derfor kan du fra mandag støde på politiets kontrol, når de går i krig mod mobiltelefoner og andre ting, der distraherer bilister og lastbilchauffører i at holde øjenene på trafikken.

Omkring seks procent af alle landets bilister har så travlt med at tale i håndholdt telefon, indstille GPS og radio eller spise og drikke, at det kan distrahere dem og tage fokus væk fra vejen. Det viser en undersøgelse politiet foretog i 2017.

Undersøgelsen viser også, at for lastbilchauffører ligger tallet oppe på cirka 15 procent, og for begge grupper kan det koste menneskeliv.

- Selv få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser en anden trafikant eller kommer til at trække over i modsatte vognbane og rammer en modkørende frontalt, siger politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter Christian Berthelsen i en pressemeddelelse.

Så meget fylder uopmærksomhed i trafikken

  • I en tredjedel af alle trafikulykker er uopmærksomhed en afgørende faktor
  • I gennemsnit foretager vi os distraherende ting i 30% af den tid, vi kører bil
  • 70 % af det, der distraherer, foregår inde i bilen
  • Kører du 80 km/t, og kigger på din telefon i fire sekunder, svarer det til at køre 89 meter med en pose over hovedet
  • Kører du 50 km/t, og kigger på din telefon i fire sekunder, svarer det til at køre 56 meter med en pose over hovedet.

Kontrollen fortsætter indtil søndag og er en del af støtten til Rådet for Sikker Trafiks kampagne ”Kør bil, når du kører bil”.