Vi er vilde med mountainbike-turister, men...

I Varde Kommune bruger turisterne flittigt mountainbike-banerne. Det giver udfordringer - og nye muligheder.

I hele Danmark stiger antallet af medlemmer i mountainbike-klubberne. I Blue Mountain - på dansk Blåt Bjerg - der kører her i Blaabjerg Plantage er antallet nu oppe på 108. For bare få år siden var den på 10-15 stykker.

I Varde Cykelklub er antallet oppe på cirka 400, men det er mountainbike-rytterne der fylder mest med omkring de 230, fortæller klubbens MTB-formand Ole Klemmensen.

Succesen betyder, at der er mange turister, der tager en mountainbike-cykel med på ferie og bruger løs af de danske spor. Som netop her i Blaabjerg Plantage. I mountainbike-sproget kaldes en bane for et spor.

- Men vi har også et godt spor. Det har en vis sværhedsgrad, det ligger i en fantastisk skov og så ligger det i hjertet af turistområdet, siger Peter Berg fra Blue Mountain.

Interessen mærkes tydeligt på turistkontoret i Varde, hvor især mange tyske mountainbike-ryttere spørger efter, hvor de kan køre.

- Det udvikler sig helt vildt, og det er måske kun toppen af isbjerget. Man kan vel kalde det den nye golfsport, siger direktør i ProVarde, Finn Erik Kristiansen.

Også på campingpladserne både ses og mærkes det. Også på økonomien. Undersøgelser viser, at mountainbike-ryttere bruger flere penge end gennemsnittet af turister. På Hvidbjerg Strand Camping siger direktør Steen Slaikjær:

- Vi har masser af turister, der kommer med mountainbikes. Ellers kan de leje dem hos os.

Men de mange turister slider selvfølgelig på sporene. Hidtil har de frivillige klaret opgaven, men den blevet så uoverkommelig, at noget måtte der gøres. Så nu har Blue Mountain indgået en partnerskabsaftale med Varde Kommune, Naturstyrelsen og lokale aktører.

- Så nu leverer vi arbejdskraften, mens de leverer penge samt materialer, siger Søren Bloch fra Blue Mountain.

Men hvis det lykkes at lokke flere af de 13 millioner tyskere, der har erklæret sig som mountainbikere, her til landet, så bliver også dette i forvejen store frivillige arbejde for stort.

- Vi kunne godt tænke os, at kommunen ansatte en fast mand til at vedligeholde sporene, og samtidig sørge for at faciliteterne omkring sporene er gode og fine, for skal man have endnu flere mountainbike-turister hertil, så skal tingene fungere, siger Søren Bloch.

Ideen bakkes op af de andre i partnerskabet. Og både Finn Erik Kristiansen og Steen Slaikjær er enige om, at mulighederne for at få flere mountainbike-turister slet ikke er udtømt. Tværtimod.