Opråb fra Ølgod: Vi går i stå uden lejeboliger

Byerne kæmper hårdt for at lokke flere borgere til at slå sig ned netop i deres by. Det betyder nemlig bedre mulighed for udvikling. I Ølgod flyttede 63 borgere sidste år væk fra byen. Den udvikling skal vendes - og de har en plan.

Egentlig ville parret Carl Holst og Birthe Andersen flytte ind i en leje-bolig i Ølgod. 

De boede på en gård i den nærliggende landsby Strellev, men ville gerne ind til bylivet i Ølgod. Som lejere. 

- Vi er i en alder, hvor vi ikke synes, vi skulle kaste os ud i at købe noget, siger den 76-årige pensionist Carl Holst. 

Hans hustru er 78 år. Nu bor de i en andelsbolig. Altså en købe-bolig. 

En svær tid

- Vi kunne godt se, at med den lange venteliste på en lejebolig i boligforeningen Domea, så var der lange udsigter til, at vi kunne få en, så vi måtte søge andre veje. Vi prøvede også privat udlejning, men udbuddet var småt, og der var ikke noget, vi var interesseret i, siger Carl Holst.

- Vi var i en situation, hvor vi skulle flytte inden et bestemt tidspunkt, så det var en svær tid, siger Birthe Andersen.  

Erhvervsliv savner boliger

Situationen er kendt i Ølgod. Og ærgrer mange. For det betyder, at udviklingen i byen risikerer at gå i stå.

- Vores erhvervsliv efterlyser lejeboliger til deres medarbejdere, Inga Andersen, Formand for Ølgod Udviklingsråd
- Vores erhvervsliv efterlyser lejeboliger til deres medarbejdere, Inga Andersen, Formand for Ølgod Udviklingsråd
Foto: Finn Grahndin

- Der er rigtig godt gang i Ølgods erhvervsliv. Herfra får vi meldinger om, at de også meget gerne så, at der blev bygget lejeboliger, så deres medarbejdere kan slå sig ned i byen, siger formanden for Ølgod Udviklingsråd Inga Andersen.

quote

Vi har en lang venteliste på villaejere, der gerne vil sælge.  

Louise Nielsen, ejendomsmægler og leder af EDC i Ølgod

Ølgod: De skal da bo her

Mens Varde By voksede med 40 borgere i løbet af 2018, mistede Varde Kommunes næstestørste by Ølgod 63 borgere og har nu 3.860 indbyggere. Inga Andersen mener, at nybyggeri med lejeboliger kan sikre byens udvikling og fremtid.

- Vi kan jo se, at der er mange, der både handler ind i Ølgod og arbejder her, men det vil være en stor fordel, hvis de faktisk boede her, siger hun. 

Ejendomsmægler savner lejeboliger

I den lokale ejendomsmæglerbutik er man enig med Inga Andersen. Selv om der jo ikke er handel med netop lejeboliger.

- Vi har brug for et bedre flow. Altså hvor boligejere, der er kommet lidt op i alderen, vil sælge deres villa for at flytte i en lejlighed i byen og på den måde give plads til børnefamilierne, som gerne vil købe en villa. Men her i Ølgod er det marked meget småt, så vi har en lang venteliste på villaejere, der gerne vil sælge, men savner muligheden for at kunne flytte i en lejlighed, siger ejendomsmægler og leder af EDC i Ølgod, Louise Nielsen.  

Louise Nielsen, ejendomsmægler i EDC i Ølgod: - Lejeboliger vil give os mere handel med villaer.  
Louise Nielsen, ejendomsmægler i EDC i Ølgod: - Lejeboliger vil give os mere handel med villaer.  
Foto: Finn Grahndin

Domea: Lad os bygge  

Boligforeningen Domea står på spring for at få lov til at bygge lejeboliger i Ølgod. Den har 230 lejligheder her, men har lige så mange på venteliste til en lejebolig. 

- Vi har planer om at bygge 50-70 lejeboliger, siger kundechef i Domea, Per Lønborg Andersen.

Gratis for skatteborgerne

Men boligforeningen savner et politisk ja. For Varde kommune skal give grønt lys for nybyggeriet. Og i øvrigt også komme med 8 (eller i visse tilfælde 10) procent af totaludgiften. Det siger loven.

- Men hvis vi kan bygge på kommunale jorde, så vil det krav kunne omsættes i jord i stedet for kapital, så Varde Kommunes skatteborgere ikke får udgifter på et nybyggeri, siger Per Lønborg Andersen.

Per Lønborg Andersen, kundechef i boligforeningen Domea: - Vi er klar til at bygge.
Per Lønborg Andersen, kundechef i boligforeningen Domea: - Vi er klar til at bygge.
Foto: Finn Grahndin

Tidligst i gang i 2020

Han understreger, at der er forhandlinger i gang mellem Domea, borgmesteren og andre byrådspolitikere. Han håber derfor, at der vil blive tændt for det grønne byggelys. Snart. Men tror ikke på, at der kommer gang i byggeriet af almene boliger i Ølgod før tidligst i 2020.  

 

quote

Vi har planer om at bygge 50-70 lejeboliger, men mangler den politiske beslutning.

Per Lønborg Andersen, kundechef i boligforeningen Domea. 

Par glade, men...

Carl Holst og Birthe Andersen sukker. Men erkender, at deres ønske om en lejebolig er forpasset.

- Vi flytter nok ikke igen, selv om Domea får lov at bygge. Men det havde nu været rart, hvis muligheden var til stede, da vi skulle finde en ny bolig til os i Ølgod, siger Carl Holst.

Nu skal villaen sælges. Og unge familier står parat til at købe. Men hvis villa-ejerne ikke kan flytte ind i en lejet bolig, bremser det udviklingen.
Nu skal villaen sælges. Og unge familier står parat til at købe. Men hvis villa-ejerne ikke kan flytte ind i en lejet bolig, bremser det udviklingen.
Foto: Finn Grahndin