Hundredvis af udsatte børn til legedag: - Vi har aldrig været omgivet af så meget Lego før

Lego koncernen inviterede i dag flere hundrede udsatte børn og forældre fra Red Barnet til legedag.

Det flød med Legoklodser i alverdens farver og former, da Lego lørdag holdt Play Day.

I et par kæmpe hvide telte kunne man næsten ikke se de brune, aflange træborde for bare Legoklodser, og aldrig har Kira Rendlevs tre børn været omgivet af så meget fra Legoverdenen.

Sammen med over 700 andre udsatte børn og forældre deltog hun og hendes børn i dag i Legos legedag i Billund. De havde taget turen hele vejen fra Svinninge ved Holbæk for at deltage i dagen. 

- Jeg synes, at det er en dejlig mulighed at få. Det er en stor oplevelse at være sammen med andre familier under samme vilkår, siger Kira Rendlev til TV SYD.

Det største arrangement nogensinde for udsatte børn

De udsatte familier ankom i 40 busser med 455 børn og deres 273 forældre fra Red Barnets familieoplevelsesklubber og sommerlejre, og for at få dagen til at blive til virkelighed deltog 102 frivillige i dagens arrangement.

På tre timer kunne familierne opleve nogle af alle de aktiviteter, som de frivillige havde sat op for børnene. Her kunne man bygge lige fra togbaner til at se film i slow motion og alt sammen med de berømte klodser som omdrejningspunkt, og havde børnene brug for at slappe lidt mere af, kunne de også blive malet i ansigtet og dekorere deres egne cupcakes.

For Red Barnet har det været en rigtig stor dag – bogstaveligt talt. Organisationen kan nemlig ikke huske at have deltaget i så stort et arrangement for udsatte børn.

- Det er jo en helt fantastisk mulighed for mange af de her familier for at komme ud, være sammen og bare lege med hinanden, siger Rasmus Egeskjold fra Red Barnet.

Kira Rendlev og hendes tre børn nyder at bruge lørdagen ved LEGOs Play Day i Billund. 
Kira Rendlev og hendes tre børn nyder at bruge lørdagen ved LEGOs Play Day i Billund. 

-En anden måde at være sammen på

Det er fjerde år i træk, at Lego holder en Play Day, men det er første gang, at koncernen inviterer andre end medarbejdere til årets stor legeland. Og det giver rigtig god mening at få udsatte familier inden for, mener Kathrine Kirk Muff, der er Vice President for Social Responsibility and Engagement i Lego Koncernen

- Som virksomhed ønsker vi, at alle børn har mulighed for at lege. Derfor er vi glade for, at vi i samarbejde med Red Barnet og KidsAid kan være med til også at give børn og familier i udsatte positioner en dag fyldt med sjov, leg og samvær, siger Kathrine Kirk Muff.

For Kira Rendlev og hendes tre børn – Ea, Nova og Kastanje – bliver dagen i dag gemt som ét af de rigtige gode minder.

- Børnene har bare rendt rundt og leget med de andre børn, de har dekoreret kager og bare hygget sig. Det er rigtig dejligt at se, og det er en anden måde at være sammen på, siger Kira Rendlev.