Vi jyder kører stærkt

Selvom sydjyder kører stærkt, er risikoen for klip i kortet lille.

I Syd- og Sønderjyllands Politikreds kører bilisterne stærkt. Men risikoen for at få klip i kørekortet er den laveste i landet.

Selvom hastigheden på de jyske landeveje med 85,3 kilometer i timen er markant højere end resten af landets gennemsnit på 80,6, er det de sjællandske færdselsbetjente, som er flittigst til at klippe i kørekortet for fartoverskridelser.
 
Politiet i Jylland uddeler hvert år 10,3 klip per 1000 indbyggere, mens deres kolleger på Sjælland tilsvarende klipper 14,7 gange.
Helt i bund er Syd- og Sønderjyllands Politikreds, der kun uddeler 7,4 klip per 1000 indbyggere.
 
Hos Rådet for Sikker Trafik er man ikke glad for jydernes høje hastighed og de forholdsvis få klip.
De jyske betjente har ganske vist flere og længere veje at dække, men det er ikke nok til at retfærdiggøre forskellen, siger rådet.
 
- Der kan være lokale forhold, som forklarer noget af forskellen, men især den høje fart og de få antal klip i Jylland er altså et problem, når man tænker på, at to tredjedele af alle trafikdrab på landevejen skyldes fart, siger specialkonsulent Søren Troels Berg.

De lokale færdselschefer kender til fartproblemerne, men de afviser, at de ligger på den lade side.

- De har flere betjente i færdselspolitiet på Sjælland, og derfor uddeler de flere klip, men vi erkender, at der bliver kørt for stærkt, og derfor er vi i gang med en særlig indsats, siger Preben Bruhn Christensen fra Syd og Sønderjyllands Politi

Politiet har tre metoder til at fange fartsyndere. Det er enten via automatisk kontrol fra kassevogne, måling med laserpistol på udvalgte steder eller med gps fra bil eller motorcykel.