Stafet indsamler millionbeløb til kræftramte: - Vi løber for at mindes vores ven

Det seneste døgn har knapt 6.500 mennesker gået og løbet rundt i Damparken i Haderslev med det formål at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse og styrke sammenholdet hos kræftramte.

Siden 2013 har folk i Haderslev hvert år i september løbet og gået i et døgn med det ene formål at samle penge ind til kræftramte.

I år deltager knapt 6.500 mennesker, og Børge Koch, der er formand for Stafet for Livet i Haderslev, regner med, der er samlet 1,2 millioner kroner ind til fordel for foreningen, når kassen gøres op søndag eftermiddag.

- Det glæder en frivillig som mig, at så mange gider være med til at stable en stafet for livet på benene. Det er fantastisk. Og det har vi haft godt held med her i kommunen siden starten for syv år siden, fortæller Børge Koch.

- Vi løber for at mindes en ven

Der er også mange trofaste deltagere til Stafet for Livet i Haderslev, som regnes for en af verdens største af sin art. Niels Klemann har været med stort set siden starten for syv år siden. Han løber for et hold, en af hans venner startede, da han fik kræft.

- Selvom vores ven desværre ikke er her mere, så har vi valgt at fortsætte holdet for den gode sag og for at mindes ham, siger Niels Klemann.

- Jeg tænker desuden, at det er helt fantastisk, vi er samlet så mange mennesker om noget, vi alle sammen kan være enige om, er en forfærdelig sygdom.

Stafetten handler også om sammenhold

Udover at samle penge ind til forskning og behandling af kræftsygdomme, så handler stafetten også om sammenhold:

- Det betyder meget, når man får en kræftsygdom, at man ikke føler sig ensom og ladt alene med sin sygdom. Og her hører vi at Stafet for Livet også gør en stor forskel for kræftramte, siger Børge Koch.