Højvandet har allerede markeret sig med store nydelige pytter på den stenede vej mod Mandø. Men for traktoren, der fører dagens turister afsted, er det her barnemad, og den sluger det hele råt og uden protester.
Det her har vi lavet ud fra konceptet "udvikling frem for afvikling".
Solen skinner med glæde, som tog den forskud på præsentationen af to nye øl: Mandø Kro Classic og Mandø Kro pilsner.
Udvikling eller afvikling
Så kan det vist ikke siges tydeligere. Det er et lille-bitte bryggeri placeret i køkkenet på - ja, Mandø Kro. Som ejes af de to ejere af - ja, Mandø Kro. Og som skal serveres fremover på - ja, Mandø Kro.
- Det her har vi lavet ud fra konceptet udvikling frem for afvikling, siger Jeff Brig Hansen, der ejer Mandø Kro & Traktorbusser sammen med lillebror Martin Brig Hansen.
Øl til turisterne
Mandø er med sine kun 34 faste beboere udfodret på sin eksistens. Så nu prøver de to mænd at sætte en udvikling i gang især baseret på det stigende antal turister. Hvor mange, der hvert år gæster vadehavsøen, ved dog ingen.
Vi vil nok løbe tør for øl snart, tænker jeg, nu hvor højsæsonen går i gang om lidt.
De to brødres far er vokset op på vadehavsøen, og nu fortsætter de to familiens kærlighed til Mandø. Deres fætter Christian Brig Jessen er med som en nok så vigtig brik: Han er nemlig brygmesteren.
Løber snart tør
Han har lige sat en ny brygning i gang i de tre tanke.
- Vi håber, at vi kan følge med. Men vi vil nok løbe tør for øl snart, tænker jeg, nu hvor højsæsonen går i gang om lidt. Så må vi jo undskylde, hvis vores gæster vil have vores øl, siger han med en mine, der allerede siger "undskyld".
Deres initiativ skærper kun interessen for de lokale mærker.
Konkurrent: Godt initiativ
Blandt gæsterne til præsentationen er medejer af Ribe Bryghus. Som er ved at flytte og udvide voldsomt i Ribe. Og som sælger øl til - ja, Mandø Kro. Men han ser det ikke som en konkurrent.
- Deres initiativ skærper kun interessen for de lokalt producerede mærker, siger han.
Ikke på flaske
Brygmester Christian Brig Jessen har lavet to øltyper, der begge er upasteuriserede og ufiltrerede.
- Det er ikke noget problem. Øllet skal ikke på flasker og sælges fra fustage 10 meter fra bryggeriet, siger han.
Øl med ø-honning?
Brygmesteren er allerede ved at udvikle den næste øl. En med smag af lokale urter.
- Men det skal give mening. Man skal jo ikke bare putte en masse urter i øllen, hvis man ikke kan smage nogen af dem. Måske kan den få en twist af den lokale honning, siger han med let sammenknebne hemmelighedsfulde øjne.
Reklame?
Parret Katha Reimer Albæk og Preben Nielsen fra Mandø prøvesmager de to øl. Hun tager en pilsner. Han tager en classic. De er begge mest til vin, men siger begge:
- Det er en god øl. Den smager dejlig frisk. Jeg tror, den er rigtig fin til en frokost, siger hun uden at lyde som en reklame for - ja, Mandø Kro.
Rekorder for øl
- Der er 206 bryggerier i Danmark. Ny rekord.
- Der kom 1.825 nye øl på markedet sidste år. Ny rekord.
- I 2017 fik vi 1.622 nye øl.
- På 10 år har danskerne kunnet vælge mellem 10.000 nye øl.
Kilde: Beerticker.dk.