TV der bevæger dig

Nytårsforsæt i Hedensted: - Vi vil tage borgerinddragelse til et nyt niveau

Kasper Glyngø lover mere borgerindragelse i år 2019. Foto: Thor Hedegaard

Borgere i Hedensted Kommune kan se frem til at komme lidt tættere på byrådets beslutningskraft.

Nytårsforsæt kan være meget andet end at kvitte smøgerne og slankekure. I hvert fald hvis man er borgmester i Hedensted Kommune. 2019 skal være året, hvor Hedensteds borgere bliver inddraget i politikudviklingen.

- Vi vil tage borgerinddragelsen til et nyt niveau, siger Hedensted Kommunes borgmester, Kasper Glyngø, S, til TV SYD.

- Mit nytårsforsæt er, at vi får skabt en borgerbank med alle borgernes gode idéer og kompetencer, så sammen får skabt de bedste løsninger, større tilfredshed, vækst og bosætning i Hedensted Kommune.

Jeg synes ikke, at vi ikke har været gode nok til at inddrage borgerne. Vi har bare fået øjnene mere op for, hvad det kan bidrage med.

Kasper Glyngø, S, borgmester i Hedensted Kommune

TV SYD har bedt Kasper Glyngø om at komme med et nytårsforsæt i 2019 på vegne af Hedensted Kommune. I Hedensted vil de i år skabe en borgerbank, der skal bringe borgerne tættere på byrådet. Borgerbanken er en samling af borgens input, som byrådet kan trække på, når de skal træffe beslutninger.

Mere end parker og legepladser - skal være med til at lave politik

Midt i Hedensted centrum ligger en ny bypark, og den er især kommet til på baggrund af input fra borgerne.

- Nu er den indrettet, som borgerne synes, den skal være. Var vi kommet som kommune, var den nok kommet til at se anderledes ud, siger Kasper Glyngø.

Læs også Borger-hjælp styrker nærdemokratiet

Byparken er et meget håndgribeligt eksempel på et samarbejde mellem kommunen og borgerne, men ifølge Kasper Glyngø skal den nye borgerbank have meget større indflydelse.

- I stedet for de lidt mindre projekter som en park eller en legeplads, så løfter vi de her konkrete projekter op til at snakke politikudvikling. Vi prøver nu at tage en sundhedspolitik op, og hvem er mere relevant at snakke sundhed med, end borgerne? spørger borgmesteren.

Vil det sige, at I ikke har været gode nok til at inddrage borgerne indtil nu?

- Jeg synes ikke, at vi ikke har været gode nok til at inddrage borgerne. Vi har bare fået øjnene mere op for, hvad det kan bidrage med, siger Kasper Glyngø. Samtidig regner han med, at man vil se mere til den slags fremover.

- Jeg tror, at vi, og andre byrådspolitikere, skal vænne sig til den slags borgerinddragelse. Borgerne har jo en forventning om inddragelse, siger han

Borgerbanken bliver i år lanceret med sin egen hjemmeside, hvor borgerne i Hedensted kan byde ind med idéer og kompetencer.

Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App