Viborg slår Vejen og booker finaleplads i pokalen

Christian Dalmoses mandskab slog Vejen EH 30-24 og er klar til et møde med FCM eller Randers HK i pokalfinalen.

Viborg HK spillede sig med en overbevisende sejr på 30-24 over Vejen EH videre til pokalfinalen.

Træner Christian Dalmoses håndboldkvinder var på forhånd udråbt til storfavoritter og med god hjælp fra publikum i Viborg Stadionhal, kom viborgenserne aldrig i problemer.

Hjemmeholdet fik skabt så stort et forspring, at Dalmose i den sidste del af kampen begyndte at teste nye angrebsformationer til weekendens kamp i EHF Cuppen mod Zorc Jagodina fra Serbien.

Den sikre føring, der var oppe på 11 mål en overgang, betød også, at Viborg-kvinderne begyndte at tage lidt mere løst på opgaven i slutfasen.

Modstanderen i finalen bliver enten Randers HK eller FC Midtjylland.

Hvem, det bliver, afgøres onsdag aften, når de to mandskaber står over for hinanden i den anden semifinale.