TV der bevæger dig

Viceborgmester politianmeldt for magtmisbrug

Foto: Benny Bonde på Facebook

Haderslevs 1. viceborgmester, Benny Bonde (LA), er blevet meldt til politiet. Det er han, efter det er kommet frem, at han har bedt om at få en straffesag trukket tilbage. Det skriver Jydske Vestkysten fredag.

Kirsten Grauholm og Valborg Friedrichsen er nuværende og tidligere formand for Socialdemokraterne i Haderslev, og nu har de anmeldt Benny Bonde til politiet.

-Vi mener, der er tale om magtmisbrug. Det handler om at få undersøgt, hvad der foreligger, og om man kan drage nogen konsekvenser af det her, siger Kirsten Grauholm til Jydske Vestkysten fredag.

Benny Bonde overtrådte i februar sine beføjelser som viceborgmester og formand for Plan- og Miljøudvalget så meget, at borgmester H. P. Geil i en mail betegnede det som værende tæt på magtmisbrug.

-Du underskriver dig med 1. viceborgmester, Formand for Plan og Miljø, Benny Bonde. Det er en meget alvorlig sag, du har ingen beføjelser på kommunens vegne, og det er det tætteste, man kan komme magtmisbrug. Jeg er dybt rystet, skriver H. P. Geil blandt andet i en mail til Benny Bonde, som Jydske Vestkysten er kommet i besiddelse af.

 

Sagen kort:

Benny Bonde (LA) bad i februar politiet droppe en straffesag mod en
mælkeproducent. Han handlede på vegne af Haderslev Kommune, men
det havde han ikke beføjelse til.

Mølkeproducenten blev i maj idømt en bøde på 3.000 kroner for
overtrædelse af vandforsyningsloven.

Kilde: Jydske Vestkysten

 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden