TV der bevæger dig

Viceborgmester: Vi har købt et stykke bombastisk natur

Et kik gennem den skov, som kommunen har købt.

Vejle Kommune har solgt skov fra i flere år. Men nu har kommunen for seks millioner kroner erhvervet et 60 hektar bynær skov.

De 60 hektar – svarer til 120 fodboldbaner – strækker sig helt ned fra Vejle Sygehus og i et smalt bælte flere kilometer ud gennem Grejsdalen. Terrænet er meget kuperet, kan denne artikels forfatter bevidne. Det var nemlig min barndoms skov.

- Vi var ude for at se, hvad det var, vi ville købe. Og det er et stykke bombastisk natur, siger fungerende borgmester, Søren Peschardt (S), til TV SYD.

Kommunen har ikke aktuelle planer med skoven, der fortsat skal være rekreativ.

- Sådan et stykke skov kan være med til at trække folk til byen, fortsætter Søren Peschardt. Skoven ligger mellem Grejsdalen og hele det nye område oven for bakken, hvor byudviklingen er i fuld gang.

Skoven har ikke været særlig meget brugt. Det hænger sammen med, at man kun kan komme til skoven i hver ende. Jernbanen ligger som en barriere ud gennem Grejsdalen.

- Det er noget, vi skal se på, siger viceborgmesteren, når banen skal elektrificeres.

Kommunen er i dialog med regionen om området nærmest sygehuset. Skovstykket går nord om det nye psykiatriske hospital og Kræftpatienternes Hus.

- Det kan blive til et rekreativt område, hvor patienterne kan opleve naturen helt tæt på. F.eks. med en sansehave. 

Regnvand, som fosser ned ad bakkerne er et problem for Vejle By. Med købet af skoven i Grejsdalen får kommunen mulighed for at anlægge forsinkelsesbassiner, som kan afværge oversvømmelser ved skybrud.

Skybrud har også ødelagt den store vej gennem skovstykket, som er præget af kløfter og dale. Vejen skal reetableres.

Vi var ude for at se, hvad det var, vi ville købe. Og det er et stykke bombastisk natur.

Fungerende borgmester Søren Peschardt, Vejle Kommune.

Det var et tip til forvaltningen, der satte gang i forhandlingerne om købet. Det skete allerede sidste år. Købet blev vedtaget af et bredt flertal i byrådet på et lukket byrådsmøde. Derfor er det først nu, at offentligheden hører om det.

Skoven har faktisk været sat til salg tidligere. Tilbage i 2001 blev 203 tønder land skov fra Store Grundet Gods sat til salg. Det lavede TV SYD et indslag om.

Skoven strækker sig hele vejen fra sygehuseet (nederst midt i billedet) og flere kilometer ud gennem Grejsdalen, som er en meget markant tunneldal fra istiden.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden