Video afslørede rockere

Bandidos-rockere gravede amfetamin ned. Politiet gravede det op igen.

To Bandidos-rockere fra Kolding gravede noget amfetamin ned i en skov nær Fredericia.

Hvad de ikke opdagede var, at politiet holdt øje med dem. Politiet kunne derfor efterfølgende grave amfetaminen op igen.

Samtidigt opsatte politiet videoovervågning af stedet.

Derfor er det videooptaget, da rockerne senere vendte tilbage til stedet og gravede og gravede efter den nu forsvundne amfetamin.

De blev anholdt og har siden været varetægtsfængslede, skriver JydskeVestkysten.

Videobåndene skal bruges ved retssagen.

De to rockere er tiltalt for flere ting: Bl.a. for at have været i besiddelse af fire kilo amfetamin, for at have begået grov vold, for at have overtrådt færdselsloven, for tyverier og indbrud.