Video: Bygning i brand efter uheldig hvepsejagt

En noget alternativ hvepsebekæmpelse i Vejle satte ild til ejendom.

Vejle Brandvæsen måtte søndag aften rykke ud til en usædvanlig brand på Fjordvej i Vejle.

To unge mænd der sad og grillede, gik på hvepsejagt bevæbnet med en deodorant og en lighter, men i stedet for at få ram på hvepsene, så gik der ild i ejendommen, der måtte evakueres.

Ifølge indsatslederen ved Vejle brandvæsen, Erik Skallerup var det en række uheldige omstændigheder, der var årsagen til at det gik så galt.

Hvepsene fløj ind og ud af et hul i murværket og på grund af den stærke blæst, så er ilden kommet ind i hulrummet, hvor den antændte de flamingokugler, der blev brugt som isolering. Det resulterede i en stor røgudvikling, som betød at beboerne måtte evakueres.

Efter to timer lykkedes det for brandvæsenet at slukke ilden. Indsatsleder Erik Skallerup understeger, at den noget alternative hvepsebekæmpelse udviklede sig så uheldigt som den næsten kunne gøre.

Den 23 årige der antændte ilden risikerer nu, at få en bøde for at overtræde beredskabsloven, selvom han egentlig bare ville bekæmpe nogle hvepse.

Se brandvæsenet i aktion

Varighed 00:46