Video: Lugtmåling: Fabrik i Jelling lugter for meget

Naboer til den omstridte foderfabrik Fermentationexperts i Jelling har nu fået medhold i, at foderfabrikken lugter for meget. En ny rapport slår fast, at fabrikken overskrider sin miljøgodkendelse.

Naboer til den omstridte foderfabrik Fermentationexperts i Jelling har nu fået medhold i, at foderfabrikken lugter for meget.

Lugten af øllebrød og eddike er for stærk omkring foderfabrikken i Jelling. Det viser resultatet af et uvarslet tilsyn, Vejle Kommune foretog i den 26. juni.

- Vi havde et lugtfirma med, som har taget nogle prøver med ud derfra, og de har lavet en rapport som viser, at fabrikken ikke kan overholde sin miljøgodkendelse, siger Lars Buksti, der er områdechef for Plan, Byg og Miljø i Vejle, til TV SYD.

Fabrikken må ifølge sin miljøgodkendelse ikke lugte mere end det, man kalder fem lugtenheder pr. kubikmeter i et boligområde.

Fabrikken har nu fået en indskærpelse som betyder, at produktionen skal sættes ned, indtil lugtproblemet er løst.

Hør her, hvorfor fabriksejer Jens Legarth ikke mener, at lugtprøven er sikker nok (varighed 0:40 minutter):

Fabrikken producerer fermenteret husdyrfoder. Fermenteringen er en gæringsproces, og det er i denne proces, lugten opstår.