Video: Lyserøde bycykler i Horsens

En række lyserøde cykler skal gøre livet lettere for turister i Horsens. Den lyserøde farve skal markere, at cykelløbet Giro d?Italia startede i Horsens for to år siden.

Det er Familien Hede Nielsens fond, der har foræret Horsens 800.000 kroner til bycykelprojektet. Den lokale industrigigant blev også grundlagt i 1906 som en beskeden cykelforretning.

Cyklerne vil blive placeret rundt omkring i byen: Foran Industrimuseet, Fængslet, campingpladsen og hoteller.

- Overvejende tænker vi det til byens gæster, men hvis byens borgere vil låne en cykel, er de velkomne til det, siger direktør i Uddannelse og Arbejde Peter Sinding Poulsen.

Det er kommunens værksted til arbejdsprøvning på Norgesvej, der skal gøre cyklerne klar og holde dem vedlige.

- Den er samlet af nogle ting, der skal gøre den driftssikker. Det er jo en stor fordel, siger cykelsmed Preben Mechlenborg, Horsens, til TV SYD.

Og den lyserøde farve har andre fordele end at mindes Giro?en:

- Det giver en god synlighed i bybilledet. Det gør at cyklerne ikke bliver stjålet, og så er der en god historien i de lyserøde cykler og Horsens, siger Peter Sinding Poulsen til TV SYD.