Se Dronningens besøg i Ribe på et minut

Dronning Margrethe besøgte torsdag Ribe. Her får du et overblik over dagens program i levende billeder.

En vred vølve, vikingemad og gaver.

Dronning Margrethe og hendes lillesøster Prinsesse Benedikte fik sig en begivenhedsrig dag i Ribe torsdag, der begyndte med blomster fra de tre søskende, 10-årige Askild, Avilde 12 år og Ingvar på seks.

quote

Hun var rigtig sød og spurgte mig, om jeg ikke havde det varmt i mit vikingetøj. 

Askild Vesterager Jensen, 10 år, Lustrup

Efter at have bukket for de royale søskende sagde Askild om Benedikte: 

- Hun var rigtig sød og spurgte mig, om jeg ikke havde det varmt i mit vikingetøj. Og sagde, at det var godt, at jeg havde bare tæer.

Dronning Margrethe har tidligere besøgt Ribe Vikingecenter. Det er otte år siden.

Torsdag deltog hun i en ceremoni i den helt nye Ansgar Kirke i centret. Desuden var hun på vikingemarked, hvor hun blandt andet prøvesmagte mad fra vikingetiden.

Dronning Margrethe var oprindeligt inviteret til indvielsen af Ansgar Kirke i maj i år. Men hun var forhindret på det tidspunkt, fortæller Bjarne Clement, der er leder af Ribe Vikingecenter, til TV SYD.

- I 2010 sagde Dronningen, at hun gerne ville vende tilbage og se noget mere. Så var det oplagt at invitere hende igen, da hun var i Gråsten, siger han med henvisning til, at regenten tilbringer sin sommer på slottet, som hun i øvrigt gør hvert år.

Prinsesse Benedikte benyttede anledningen til også at besøge det kommende Jacob A. Riis Museum, som hun er protektor for. Lige nu er ombygningen af Queedens Gård, hvor museet skal ligge, i fuld gang.