Vidne fulgte efter og holdt biltyv tilbage

Med mobil-telefonen som direkte kontakt til vagtcentralen fulgte en mand fra Bjerndrup ved Tinglev efter et par biltyve, som var kørt i grøften. Han holdt den ene tilbage, men den anden leder politiet stadig efter.

- De er heldigvis vakse om morgenen i Bjerndrup, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD. Og vi har heldigvis stor nytte af den moderne teknik.

Sagen begynder i Tinglev kl. 4.45. En kvinde melder, at hendes bil er stjålet.

- Den var parkeret med nøglen i, og det er ikke smart – heller ikke selv om man bor i Tinglev, siger vagtchefen.

Kort efter indløb flere meldinger om, at den stjålne bil kørte hasarderet – og ved Bjerndrup gik det galt. Bilen endte i grøften.

 

quote

Vi oplever tit, at vidner tager fotos fra gerningsmænd. Det gjorde han ikke i dette tilfælde, men det kan ofte være en stor hjælp

Ivan Gohr Jensen, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi.

 

To mænd løb fra stedet. Men det vakse vidne fulgte efter – med løbende kontakt med vagtcentralen.

- Han kunne hele tiden fortælle, hvor de befandt sig, så en patrulje kunne komme til stedet.

Den ene biltyv nåede at fordufte. Ham leder politiet stadig efter.

- Den tibageholdte biltyv var i øvrigt megert utilfreds med at være fanget, så han sparkede glasset i stykker i patruljevognen...

Den moderne teknik hjælper

- Vi oplever tit, at vidner tager fotos fra gerningsmænd. Det gjorde han ikke i dette tilfælde, men det kan ofte være en stor hjælp, siger vagtchefen til TV SYD.

Den moderne teknik betyder også, at vagtcentralen lynhurtigt kan distribuere et foto til patruljerne.

- De unge kolleger forstår slet ikke, at vi engang måtte vente på at få fremkaldt billeder og delt dem rundt manuelt. Og GPS havde vi heller ikke. Så der er sket fremskridt, noterer Ivan Gohr Jensen.