Vidner søges: 23-årig blev skudt, mens han sad i sin bil

Den unge mand, der søndag aften blev skudt midt i Esbjerg, er kendt i byens kriminelle miljø, men politiet afviser, at skudepisoden har tilknytning til bandekonflikten i København.

Klokken 21.44 modtog politiet en anmeldelse om, at en mand var blevet indbragt til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg med kvæstelser, der viste sig at være fra et skudsår. 

Den 23-årige mand, der i forvejen er kendt i det kriminelle miljø i Esbjerg, var blevet skudt, mens han opholdt sig i et køretøj på Strandby Kirkevej i Esbjerg.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Han var lettere såret og havde opsøgt sygehuset for at modtage behandling.

Ifølge politiets foreløbige efterforskning er der tale om et personopgør i det kriminelle miljø. Der er således intet, der indikerer nogen sammenhæng med den aktuelle bandekonflikt i hovedstadsområdet, lige som der i øjeblikket heller ikke er nogen umiddelbar kobling til tidligere hændelser for nyligt i Esbjerg. 

Som et led i efterforskningen spærrede politiet søndag aften af på Strandby Kirkevej for at sikre spor efter hændelsen. Men afspærringen blev ophævet efter nogle timer.

Politiet har efter hændelsen øget patruljeringen i Esbjerg som en tryghedsskabende foranstaltning.

I forbindelse med efterforskningen beder politiet borgere, der har overværet skudepisoden eller som i øvrigt har oplysninger om hændelsen, om at kontakte politiet på 1-1-4.